Danmark - Nordens bordel

Som det andet land i Skandinavien vedtager Norge på torsdag et forbud mod køb af sex.

"Danmark er ved at blive nordens bordel. Det er næste risikofrit at handle med mennesker i det her land. Når den norske lov træder i kraft, vil handelen med kvinder til prostitution helt sikkert eskalere i Danmark, og vi vil se endnu flere alfonser og menneskehandlere, der tjener på at udnytte fattige kvinder", siger talspersonen for 8. marts-initiativet Balder Mørk Andersen.

"Vi hilser den nye sexkøbslov velkommen, men samtidig er vi yderst bekymrede over, at Danmark så vil være det eneste skandinaviske land, som ikke har taget det nødvendige skridt og kriminaliseret køb af sex", siger talspersonen for 8. marts-initiativet Hanne Helth.

"Norske politikere har forstået, at det er nødvendigt at lovgive for at begrænse sexkøbernes antal. Sexkøberne er jo den eneste årsag til, at vi har menneskehandel i Danmark", udtaler Hanne Helth.

8. marts-initiativet, som i år placerede debatten om prostitutionsproblemet på alles læber, ønsker det norske folk tillykke med sexkøbsloven. Det foregår med champagne og taler foran Den norske ambassade, Amaliegade 39 i København, fredag d. 21. november kl. 17.

Kontakt talspersonerne Hanne Helth på 29 43 55 52 eller Balder Mørk Andersen på 26 14 04 65.
Læs mere om 8.marts-initiativet på www.tagstillingmand.dk
Kontakt: ottendemarts@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net